Nutidspensionist

Umiddelbart var det et stort arbejde, men så alligevel ikke, fordi det kunne tages i lige så mange etaper, det passede mig. Undervejs så det bl.a. sådan her ud:

Det færdige resultat ser sådan ud - jeg er slet ikke utilfreds. Til gengæld er jeg svært utilfreds med, at coops "Torino" åbenbart udgår. Så kære læser, skulle du falde over det - i sort - på din vej - så hamstr løs på mine vegne - jeg betaler såvel porto som overpris. For jeg har nogle bundter i overskud og kunne godt tænke mig at lave et sort sengetæppe mere. Det her er nemlig ikke til mig selv - det har bare fået lov at agere fotomodel på min seng med det sædvanlige pink tæppe nedenunder...

Der er medgået et par kilo garn, og arbejdet tog på den pæne side af de 120 timer. Som med så meget håndarbejde var monteringen næsten det værste. På kantomgangen inden tak-kanten var der godt 1.200 stangmasker.

Men sjovt at lave - det var det, selv om nakke og håndled trænger til hvile nu.

Smertepatientens jantelov

Du er ikke rigtig syg, hvis du har det godt indimellem
Du har ikke rigtig ondt, hvis du viser for mange tegn på livsglæde
Du er ikke rigtig syg, hvis du ikke er taknemmelig for andres interesse for din sygdom
Du har ikke rigtig ondt, hvis du afviser andres gode råd
Du er ikke rigtig syg, hvis du ikke prøver alle tænkelige behandlingsformer du bliver foreslået
Du har ikke rigtig ondt, hvis du afviser andres tilbud om at gøre noget for dig
Du er ikke rigtig syg, hvis du er skeptisk, tvivlende og kritisk overfor det etablerede behandlersystem
Du er ikke rigtig syg, hvis medicinen ikke virker
Du er ikke rigtig syg, hvis du glemmer at være syg på den måde, andre forventer at du er syg på¨
Du har ikke rigtig ondt, hvis du viser, at du nogen gange kan være ovenpå
Du er ikke syg nok, hvis du ikke bliver i din sygerolle, så man ved, hvor man har dig

---

Ovenstående er fundet på k10 - er forum for mennesker, der er kommet i klemme i "systemet" på grund af sygdom. Jeg vil godt udvide den til ikke blot at gælde for smertepatienter, men for alle førtidspensionister...

Snestormen udeblev - selvfølgelig, havde jeg nær sagt. Jeg havde ellers garderet mig - indkøbt tre af de gode fastelavnsboller med flødeskum, men de bliver nu nok spist alligevel :-). Fik også lige scoret to bundter sort "Torino" til et større projekt, jeg snart kan se afslutningen på. Jeg er da alvorligt bange for, at såvel "Torino" som "Capri" er på vej ud af Kvicklys sortiment, og det er jeg ked af, for begge garner (100% acryl) er utrolig behagelige at strikke i - og ikke dyrere, end at man med god samvittighed kan skille sig af med det strikkede, når det har mistet sin tiltrækning.

Året bød først på færdiggørelse af et hængeparti: Nok en sweater til min farveglade far. Strikket for under 100,- i garn. Jeg laver hellere fem af den slags end én af garn for 500,-.

Horsens er ikke specielt sneplaget sammenlignet med f.eks. Kolding, men her er kooooldt. Så det passer mig fortrinligt at putte mig i sofaen med kaffe, håndarbejde, blomster og lys. Jeg behøver ikke kede mig foreløbig:

Sammenlignet med, hvad mange andre i blogland har på lager, er det nærmest til at grine af. Mig passer det fint - faktisk må der helst ikke være meget mere, for så begynder garnet at stresse mig i stedet for at være til den fornøjelse, det burde. Jeg har også (næsten) lært, at jeg kun må have gang i ét projekt ad gangen... Jo, stress har mange ansigter, og jeg undres stadig over somme af dem.

Det er da klart, at når kæresten har været her, står girafferne oven på køleskabet efterfølgende sådan her:

Kæresten har henrykt kastet sig ud i det med nethandel - således ankom nedenstående torsdag - til fruen:

Og det er lidt svært at se, men det er skam en autentisk kost, hatten læner sig op ad. Jeg bli'r et hit nede på plænen den 23. juni. Eller nowed.

Fik en forespørgsel fra min ungdomsveninde, Søs - hvis hun kan få billet til AC/DC 5. juni i Horsens - om hun så kan låne min sofa at sove på. Vi har ikke set hinanden, siden jeg flyttede fra Als, men selvfølgelig kan hun da det - vi har kendt hinanden i over 30 år. Faktisk er det til sommer 30 år siden, vi var i London sammen, og hun forevigede mig i en legetøjsforretning med en bamse, sølle £1.000 skilte mig fra at tage med hjem...

Det tog fruen sådan cirka tyve sekunder at finde ud af, hun dæleme da vil med til den koncert. Pokker skulle da tage at bo i det, der efterhånden er blevet Jyllands bedste koncertby og så aldrig benytte sig af det! Og vi får jo penge fra Nrgi igen i år - herligt at være andelshaver!

AC/DC er i høj grad lyden af min ungdom. Highway To Hell, TNT, Whole Lotta Rosie, Can I Sit Next To You Girl, She's Got The Jack, Ride On... Og ja, de var klart bedre med Bon Scott, men når det nu ikke kunne være anderledes, har de overlevet forrygende uden ham. Det må vi opleve - Søs har en sælig forkærlighed for bandet - hun er vokset op i New South Wales.

Nu er det så Fona og billetlugen.dk, der står for forsalget - det har man jo hørt meget skidt om - men med 30.000 billetter skulle der vel være en chance. Så må panikangsten godt lige blive hjemme den dag!

Hjemme hos os har vi aldrig brugt det med at spise foran fjernsynet.  Hvilket måske i nogen grad kan tilskrives, at vi i en stor del af min barndom slet ikke havde noget fjernsyn! Dér i tresserne var det en luksus, en enlig mor ikke nødvendigvis havde råd til. Jeg savnede det ikke; fik set rigeligt, når jeg i weekenderne var hos min far. Så flyttede vi til Færøerne, hvor der dengang slet ikke eksisterede et fjernsynssignal, så da vi kom "ned igen", var vi godt og grundigt vænnet af.

Næh, måltiderne foregik under civiliserede former ;-). Den skik har jeg selvfølgelig taget med mig. Nej, indrømmet, når jeg er alene, kan jeg godt finde på at se f.eks. TV-avis, mens jeg gumler - men er vi flere om bordet, bliver der dækket op - og fjernsynet slukket. Ikke noget med at sætte tallerknerne på det bare bord, nej, der skal dug på - eller som minimum dækkeservietter. Levende lys og servietter (dog ikke levende) må til og meget gerne også blomster. Gryder på bordet er no-go - undtagelsen var min sorte støbejernsgryde. Den regel er der blevet yderligere slækket lidt på, efter at kæresten købte sorte Kløverblad-gryder, der ud over at være dejlige at bruge, faktisk også er pæne at se på.

Et andet no-go er plastik på middagsbordet - ingen Tupperware til mig. Jeg ville få nervøs spisevægring, hvis en steg blev anrettet i det orange/gule "serveringsfad" med låg, jeg lørdag aften fik Løvens velsignelse til at herpe ud...

Kærestens køkken er ret diminutivt, men den slags afskrækker ikke mig. Da jeg i sin tid boede i en lillebitte 1-værelses med tekøkken - uden køkkenvask eller ovn, men med to kogeplader - syltede jeg rødbeder og lavede marmelade, så det stod efter. Så forleden blev der lagt an til en gang god, gammeldags suppe. Det er jo i virkeligheden så nemt - en kylling (hvorfor kan man ikke opdrive suppehøns længere?) i gryden sammen med selleri, gulerødder, løg og porrer, vand og salt ved, så kan man lave noget helt andet, mens det står der og udsender liflige dufte.

Ørnen var så mør, at den gik i stykker, da jeg fiskede den op af gryden... Suppen fik dernæst lov at stå køligt natten over, inden den fredag aften fik premiere her på matriklen. Det var en så stor succés, at der var basis for en reprise lørdag aften; denne gang ledsaget af et par tarteletter.

Nu er resten røget i fryseren - der er til et par middage endu. Hertil kommer, at resten af kødet selvfølgelig er endt i en peberrodssovs - yderligere et par middage, der ikke just har væltet budgettet.

Torsdag stod den i øvrigt på hurtig mad: Gode koteletter med jasminris, rösti (nåja - lidt solbrændt), dybfrostgrønsager og Bretagne-sovs - nemt og lækkert!

Jeg interesserer mig som sagt ikke nævneværdigt for madlavning, men jeg kan lide god - og ikke mindst varieret - mad. Men selvfølgelig er variationen indenfor visse rammer... Jeg savler sommetider næsten, når jeg ser Sifkas kokkerier - men objektivt set spiser hun faktisk omtrent lige så ensformigt, som jeg gør - det er bare udgangspunktet, eller hvad jeg nu skal kalde det, der er meget anderledes end min solide, danske husmandskost ;-).

Løvens og min nytårsaftale var mere stabile kostvaner, når vi er sammen - det kræver sin m/k selv at skulle strukturere alle døgnets 24 timer. Det er så nemt ikke at gide - lige snuppe et stykke brød... Men netop når man selv skal strukturere døgnet, er det sgu vigtigt at holde fast i noget så enkelt som gode måltider. Det er indtil videre gået godt. OK, afvigte uge var ikke noget at prale af; men der kom lissom en bisættelse i vejen. Men nu er vi back on track. I køkkenet ligger en rullesteg og tør sig op. Aspargeskartofler, skysovs og rødkål, så skulle den være hjemme søndag aften.

Ja, det er skam citronmåne ;-).

Mettes mor, Dorthe, havde midt i sorg og chok overskud til at lave en folder med de salmer, der skulle synges. 192, som nok er min yndlingssalme - "Hil dig, frelser og forsoner!". 551, som jeg ikke kendte, men synes er meget smuk: "Der er en vej, som vi alle går alene". Dernæst "Der er ingenting i verden så stille som sne" og sluttelig blev Mette båret ud til andet vers af "Dejlig er jorden".

Bagpå et smukt digt af for os ukendt oprindelse. Jeg synes, jeg har set det før, men kan ikke spore det. Så hjælp modtages gerne. Det lyder som følger:

Alt taget i betragtning var Mettes bisættelse en fin oplevelse. Selv om jeg boede på Als i mange år, og cirka en tredjedel af mine klassekammerater på "overbygningen" kom fra Svenstrup, havde jeg faktisk aldrig set Svenstrup Kirke indefra - den var hyggelig. Det samme var præsten, der fik os til - bogstavelig talt - at huske vores Fadervor. Selv om jeg i sin tid sprang konfirmationen over - jeg var kun 12 år dér i 7. klasse - kan jeg faktisk stadig såvel Fadervor som trosbekendelsen udenad... Efter jordspåkastelsen holdt vi et øjebliks total stilhed for Mette - det var smukt.

Og så glædede det mig meget, at der ikke var nogen, der rendte rundt i kirken med et kamera!

Det er stadig koldt og hvidt derude, hvilket inspirerede til at hente den store gryde ned fra loftet. Nu står detteher på komfuret og udsender salige dufte. I bunden af gryden ligger en kylling og simrer med. Ud over suppen er planen høne i peberrod - og tarteletter - ikke mindst tarteletter.

Skal til begravelse på onsdag - "hjemme" på Als. Har lyst til, når jeg nu er der alligevel, at tage nogle dage hos hjerteveninden og hendes drenge, men kan også mærke på mig selv, at jeg ikke rigtig orker i forhold til, at jeg i forvejen skal have en hverdag til at hænge sammen to steder. Så jeg tror, det bliver en anden god gang. For pokker, hvor er det svært at vænne sig til, at man bare ikke har tilnærmelsesvis sine gamle kræfter...

Familien har bedt om én blomst i kirken i stedet for et meningsløst blomsterhav. I stedet er et økonomisk bidrag til gravstenen mere end velkomment. Det er prosaisk midt i sorgen, men såre realistisk; en begravelse er en dyr "fornøjelse", og døtrene, der jo som sådan er ansvarlige, går begge stadig i skole! Og virkeligheden er, at "begravelseshjælpen" fra det offentlige knapt rækker til kiste og rustvognskørsel. Jojo, jeg ved godt, de for nylig sagde i en nyhedsudsendelse, at man bør "indhente tilbud" fra flere forskellige bedemænd, fordi der selvfølgelig også er ågerkarle i den branche - men hvem magter det midt i sorg og chok?

Om føje år bliver det jo min tur til at være den ansvarlige - jeg er enebarn. Jeg gruer da allerede lidt for, hvordan fanden jeg skal finansiere to begravelser ud af min førtidspension! I min fars tilfælde - og måtte det vare meget længe endnu - kan "boet" nok dække, men bestemt ikke i min mors! Jaja, jeg har da endnu aldrig hørt om nogen, der ikke blev gravet ned, men tanken martrer mig fra tid til anden - ser sgu mig selv i bundløs gæld, fordi jeg til sin tid er alene om at begrave mine forældre...

Jeg kan næppe være den eneste med slige tanker, men det er jo ikke noget, "man" snakker om. Det synes jeg, "man" i højere grad burde! Derfor er jeg faktisk glad for udmeldingen fra fam. Bech Nygaard - har overført det beløb, jeg ellers ville have "spildt" på en bårebuket. Tager en buket roser fra Kvickly med i kirken - sgu!

Håber så bare, stenhuggeren kan stave. Det lyder fuldkommen vanvittigt, men første gang jeg var med ude at bestille en gravsten, var, da jeg var 29, og min svigermor var død. Stenhuggerens datter, der passede kontoret, var åbenbart særdeles ordblind. Det er absolut en ærlig sag, så er er det nok bare ikke liiige det job, man skal have.

Min svigermor hed Hanne Marie Møller - ikke overdrevent indviklet, skulle jeg mene. Jeg skulle blive klogere - damen, der skulle notere inskriptionen, kunne hverken stave til Hanne, Marie eller Møller. Insisterede på, at det var Anne Marie - om det var med eller uden bindestreg? Og så videre. Jeg spurgte - høfligt - om jeg da ikke bare kunne låne hendes blok og simpelthen skrive, hvad der skulle stå på stenen? Milde himmel, det skulle jeg aldrig have gjort - jeg fik et "fygaf", som det hedder på synnejysk, om at føre sig frem på de ordblindes bekostning! Det var med nogen angst og bæven, vi efterfølgende var inde og se stenen, da den var kommet på. Retfærdigvis skal siges, at den var, som den skulle være. Men Det var sgutte Batzlaffs håbefulde datters skyld. Det tog tre kvarter at få hende fordansket, hvad der skulle stå. Navnet og to datoer...

Men det er jo småting. Hørte forleden i "Sprogminuttet" en herlig historie fra det virkelige liv. Menighedsrådet havde bestilt en ny sten til den lokale "de ukendtes". Inskriptionen skulle have været den klassiske: "Kendt af Gud". De fik deres sten... Der stod "Kent afgud".

Den lokale dyrlæge, der var menighedsrådsformand, fik nærmest latterkrampe! Men han var så åbenbart også den eneste i det menighedsråd, der kunne stave. For resten af rådet for frådende over ham - han skulle fandeme ikke gøre nar af stenhuggeren da! I de blindes rige er den enøjede jo konge.

Nå... Det går jo nok, og om ikke andet går det over. Vi bruger som sådan ikke nytårsforsætter her i huset, men havde en gensidig aftale om ordentlig mad hver dag. Den går fint.

Menu uge 1: To gange deller med stuvet hvidkål, to gange Spaghetti Bolognese, en gang forloren mørbrad - det er nærmest en rullesteg en miniature. En æggekage. En kylling med tilbehør. Rødspættefilet'er. I dag er min maddag - det bliver kogt oksespidsbryst med peberrodssovs.

Jeg skal hjem til Horsens og hente tøj til Mettes begravelse. Møder ikke op i gammel parca-coat. Må lige snuppe digitalkameraet inde i skuffen. For vi lever jo ikke, medmindre vi blogger om det - og husk, at alt skal foto-dokumenteres - ellers tror folk ikke på det. Jeg kan nu godt love, at der ikke kommer billeder fra begravelsen - dér har jeg en grænse!

Og så sidder jeg igen dér med våde øjne og en klump i halsen. Mette, for Helvede!

For 5-6 år siden lærte jeg en mand at kende, som jeg i dag regner blandt mine allerbedste venner. Han hedder Lars og er sådan en, man kan stole på - også klokken fire om morgenen i regnvejr. Han har reddet mig utallige gange, når panikangsten blev for slem - og var såmænd også den, der ringede 112, den famøse nat, jeg så en hjerteambulance indefra.

Vi tænker ind imellem så ens, at vi pjatter med, hvor længe det nu lige er, vi har været gift. Gift har vi begge været - dog aldrig med hinanden.

Da jeg lærte Lars at kende, fik jeg faktisk en hel ekstra familie med i købet: Hans far og stedmor, hans hærdebrede, hjertevarme mor, hans lillesøster og hendes børn - endog hans gamle mormor nåede jeg at hilse på.

Jeg bankede ikke hårdt nok under bordet. For onsdag aften indløb den frygtelige, ufattelige besked, at Mette netop var blevet fundet død i sin seng - 40 år gammel. Dødsårsagen er foreløbig uklar, men kan med stor sandsynlighed indregnes under et fænomen, jeg i aften har erfaret hedder SUDEP - Sudden unexpected death in epilepsy...

Mette, der kæmpede så bravt for alt og alle, hun elskede. Kæmpede for et værdigt liv på trods af epilepsien og kroniske smerter fra en brækket ryg fra et styrt med en hest. Mette var i den grad pigen, der "kom op på hesten igen" - bogstavelig talt. Sidste år var hendes elskede "Bella" på hestehospital her i Kolding i månedsvis. Alle andre havde sat en boltpistol for krikkens hoved - ikke Mette. Og Bella kom sig - var hun ikke blevet egnet til ridehest igen, havde hun såmænd fået lov at græsse sig ihjel for Mettes regning.

Jeg bider tænderne sammen og tænker på de efterladte. Ingen forældre burde overleve deres børn - det er simpelthen naturstridigt! Ingen bror skal miste sin eneste søster så tidligt. Pigerne skulle da slet ikke miste deres mor - tvært imod skulle Mette om føje år have været mormor - givet sin store kærlighed til dyr videre, lært børnebørnene at ride. Som jeg kendte hende bedst, havde hun købt Shetlandsponyer til dem :-).

Men sådan skulle det ikke være. Hvis "Ham deroppe" overhovedet findes, skal han ikke krydse min vej foreløbig. For det her er bare slet ikke i orden!

Det bliver ikke rigtig til noget, det dér bloggeri. Her sker ikke det store, og det er godt nok. Står det til mig, bliver 2010 det kedeligste år i mands minde for mit personlige vedkommende - jeg orker ikke mere turbulens! Så jeg krydser fingre og banker under bordet og ved godt, at det er ligemeget - livet er nu engang det, der sker for os, mens vi har travlt med noget helt andet. Frit efter John Lennon.

Verden omkring mig interesserer mig efterhånden kun i begrænset omfang! Det er svært at forholde sig til en "finanskrise" efter otte endeløse år på kontanthjælp, mens andres (over)forbrug åbenbart bare drønede derudaf... Økonomien på førtidspension er også stram, men kan dog hænge sammen. Det vigtigste i den sammenhæng er, at jeg ikke længere konstant er truet på mit forsørgelsesgrundlag, når stress og panikangst periodisk gør mig ukampdygtig.

For åhjo, det sker jo stadig, selv om mange desværre lader til at tro, at så såre man får bevilget en førtidspension, bliver man rask og går reelt bare og dangderer den på "skatteydernes" regning. Det ligger også lidt i selve ordet - førtidspension. Der er sådan lidt selvvalgt sol, sommer og Sangria over det - er der ikke? Positivt ladet nysprog i værste Orwell-stil...

Virkeligheden er en ganske anden.

Nok var det planen, at nytårsaften skulle være stille og rolig, men helt så stille og rolig var nu ikke just meningen. Men det gik hverken værre eller bedre, end at onsdag eftermiddag - som det berømte lyn fra den klare himmel - blev Løven helt vildt dårlig. Det stod groft sagt ud af begge ender, når han da ikke lige skiftevis frøs og svedte - eller sov. Hvilket han stort set har gjort lige siden.

Heldigvis havde vi fået købt ind, og så måtte jeg jo overtage madlavningstjansen. Vi har ellers lavet en aftale - fremover laver Løven mad på ulige datoer - jeg på lige. Ikke fordi vi ellers praktiserer millimeterdemokrati, men bare fordi.

Svigermor ankom planmæssigt i løbet af eftermiddagen - medbringende forsinkede julegaver. Jeg kunne jo godt se på den ene pakke, at det var et stort billede af en art og gruede lidt - synes, at billeder og nips er noget af det sværeste at give andre. Med mindre man er hardcore-julegavebytter, hvilket jeg aldrig har været, er man jo som modtager nødt til at prøve at se glad ud, selv om man ikke just er det...

Men jeg blev glad; meget glad endda! Første gang jeg var med ude hos min svigermor, forelskede jeg mig i et broderi - ca. 60 x 50 cm, der hang på hendes køkkenvæg. Det var - anderledes - end andet, jeg har set - og jeg kigger faktisk jævnligt i brodeributikkernes udstillinger, vokset op med en storbroderende mormor, som jeg er.

Motivet er lidt svært at beskrive, og mit kamera ligger i Horsens. Men det er en smuk, slank kulsort kat, der sidder i noget, man fornemmer må være et vindue - omgivet af fantasifulde blomster i de smukkest afstemte farver, jeg kunne forestille mig. Det er helt unikt - min meget kreative svigermor har nemlig selv designet det!

Jeg blev jo helt rørt - det er simpelthen den smukkeste gave, jeg har fået i mange år. Jeg har altid "haft noget" med sorte katte, så udover dets eget skønhed er broderiet lissom en lille hilsen fra de fem, jeg selv har haft af slagsen. Især minder den om Bagheera, min salig kvartsiameser. Jeg har det sådan med det billede, som man havde det med sine julegaver, da man var barn: Jeg vil helst tage det med helt ind i seng, så det bliver det første, jeg ser i morgen tidlig ;-). Foreløbig står det på gulvet cirka en meter fra mig, og det bliver bare ved med at fange mit blik - jeg ved, at det bliver jeg aldrig træt af at kigge på.

Nå, nu skal vi jo heller ikke blive alt for rørstrømske, vel. Så jeg fortrak til køkkenregionerne, mens svigermor faldt i en god film med en kop kaffe til, og hendes yngste søn snorkede diskret i chaiselong-enden af sofaen. To varianter af stegt torsk blev tilberedt, sideløbende blev et hængeparti med et fodboldstort hvidkålshoved, der blev snittet og kogt onsdag aften, løst. Vi så nytårstalen, selvfølgelig gjorde vi det. Så spiste vi - efter en meget beskeden portion måtte min stakkels løve hen og ligge igen.

Efter mere kaffe og lidt håndarbejde tog svigermor hjem 21.30. Løven livede kortvarigt op omkring midnat, men Astien fik lov at blive i køleskabet til en dag, han har det betydelig bedre - ret beset er det jo nytår hver dag :-).

Fyrværkeriet skulle have været en oplevelse - fra soveværelset er her den mest fantastiske udsigt ned over Ådalen og Kolding by. Men det var godt nok en tam omgang i år, selv om byen efterhånden er ved at komme sig over Seest 2004. Bevares - det, der var, var stort og flot, men der var dæleme ikke meget af det. Så vi fortrak til stuen - til den side er der kun udsigt til lejeboliger af forskellig art. Til gengæld var der meget mere fyrværkeri - ikke det store og (sindssygt) dyre, men flot og farverigt alligevel.

Tja, nu hvor krisen kradser, og "boligejerne" ikke længere kan leve på kredit, er det sgu de fattige, der efter bedste evne må holde r*ven oppe på samfundet :-).

Det vil vi så gøre vort bedste for også her i 2010. Godt nytår til jer, der læser med her!

Det har været en alternativ "jul". Det er bøvlet med dysfunktionelle familier og gamle mødre, der dels ikke kan finde ud af, hvad de vil - dels ikke melder klart ud!

Jeg har - takket være psykolog og psykiater - forstået, hvordan det kan hænge sammen med stress, angst og depression. Men jeg kan jo for Fanden ikke styre hele verden. Når "den" af mange grunde bliver for meget, må jeg koncentrere mig om at prøve at tackle mine egne reaktioner.

Virkeligheden er, at efter tre virkelig gode måneder, hvor jeg for første gang i årevis oplevede at styre angsten - droppede Alopam osv. - har den igen overtaget. Det er noget lort for nu at sige det lige ud. Men, men, men... Jeg ved, jeg får styr på det igen. Ikke nødvendigvis for altid - det er blandt andet derfor, jeg er inædt modstander mod, at førtidspension skal gøres tidsbegrænset. Der gik ni måneder, inden jeg overhovedet kunne slappe af. Så fulgte et par skidegode måneder - nu er det røv og nøgler igen!

Jeg ved, fordi jeg har prøvet det, at jeg kan kæmpe mig tilbage til en tålelig hverdag. Jeg ved også, at den altid vil være skrøbelig. Skulle jeg nu, hvor der er gået et år - og jeg - jubiii - har haft en enkelt god periode - til at kæmpe forfra med sagsbehandlere, læger og psykologer - så tror jeg virkelig, jeg ville vælge at trække min gravsten op over hovedet. For jeg efterlader jo ikke just en flok ukonfirmerede børn eller andre, der er direkte afhængige af den fortsatte validitet af lige præcis mit CPR-nummer...

Nej. Vi holdt en alternativ juleaften, kæresten og mig. Ikke noget med gran, glimmer og forloren hygge. God mad og vin og oprigtigt godt selskab. Så blev vi enige om bare at holde helt fri i juledagene. Det har vi så gjort. I morgen bliver det hverdag igen. Vi vil stadig giftes - med hinanden - når det bliver praktisk muligt. og vi har planlagt, at næste år vil vi have kalkun juleaften. Så må andre, der ellers griber forstyrrende ind i vores stilfærdige version af livet og hverdagen - selv finde ud af resten.

Når jeg kigger ud under mansarden, bliver jeg bestyrket i, at min far og jeg traf den rigtige beslutning, da vi aflyste at holde jul sammen i år. Når jeg ser den totale mangel på snerydning i en by som Kolding, tør jeg næsten ikke tænke på føret på mit flade Nordfyn. Jeg er rørt over Farmers generøse tilbud om assistance, men jeg vil ikke risikere måske at sne inde på ubestemt tid fem kilometer nord for ingenting.

Hjemme, hvor jeg bor, betaler jeg for snerydning via huslejen, og man kan sikkert sige meget skidt om "Horsens Boligudlejning"; men der er i hvert fald ikke noget at udsætte på snerydningen omkring "mit" hus - der bliver ryddet flere gange om dagen, når det er nødvendigt. Anderledes er det her i "landsbyen" på Stejlbjerg. Praktisk, som jeg sommetider er, spurgte jeg helt enkelt formanden for beboerrepræsentationen, og beboerne skal selv grave sig ud samt sørge for adgang til postkasserne. Fair nok.

Det bliver bare omsonst, når udlejer absolut intet gør. Jeg mener, hvad nytter det, at jeg har skovlet stien hen til kærestens postkasse ren, når den større sti, postbudet skulle køre på knallert på, overhovedet ikke har været ryddet, siden sneen begyndte at vælte ned i torsdags. Jeg snakkede med "Post Danmark" i går - har fået lavet midlertidig "poste restante", for de havde ingen tidshorisont på, hvornår budene igen kan færdes her. For Helvede - hvorfor klager Post Danmark så ikke til de ansvarlige - i stedet for at holde sagesløse lejere som gidsler?

Udlejer gør intet, Kolding kommune ejheller - det kan sgutte passe, pensionister og andet godtfolk skal ud og skovle kørebanerne fri? Selv om jeg faktisk godt ville, har jeg simpelthen ikke kræfterne længere.

Nåja hertil kommer, at kæresten ikke har været så heldig med sin nye underbo. Hvor heldig han var med den forrige kan såmænd nok også diskuteres, men Frank var Frank, og sådan var det :-). Næh, den nye lader til at mene, at alt udvendigt arbejde påhviler lejeren på første sal. Gu' gør det ej. Til sommer vil han opleve, at jeg luger Kirstens stokrosebed og Kims, men springer hans - der ligger i midten - over. Jeg kan blive noget så barnlig nemlig.

Lørdag var jeg nede og rydde trapper. Halvdelen - demonstrativt! Underboen er en sund og rask, omend svært overvægtig mand på 54. Tro endelig ikke, han har rørt en finger siden - jeg lod ellers - demonstrativt - skovlen stå i det fælles vaskerum i kælderen.

Og det er ikke, fordi jeg nogensinde har forsøgt at undslå mig et lortearbjede, bare fordi jeg er kvinde! Men jeg bliver gal, når en anden med dobbelt fysisk styrke bare sidder og feder sig, mens jeg er "dum" nok til at gøre arbejdet. Jeg rydder - demonstrativt - inden jeg tager til Horsens. Men så kommer der godt nok andre boller på den suppe!

Selv om her er uvejsomt som bare pokker, må jeg erkende, at Kolding simpelthen er en rar by! Folk er generelt bare smilende, venlige og imødekommende.

For tiden er verden jo lidt omvendt, forstået på den måde, at kæresten ligger med noget, der mest ligner en influenza - i min lejlighed i Horsens, mens jeg er sneet inde i hans i Kolding. Der bliver overhovedet ikke ryddet sne på Stejlbjerg, så vi får ikke engang post!

Og det er selvfølgelig ikke, fordi jeg ikke "gider" gå ned i byen - men snedriverne er sgu lovlig massive i forhold til, at jeg kun har sko med - og knapt kan trække en cykel igennem. Det gjorde jeg fredag aften. Men fiskene manglede mad, inden jeg kan tillade mig at forlade matriklen her, så der var jo kun én vej vist - nemlig kurs mod "Søhesten" på Søndergade.

Måtte gå en halv kilometer, inden her var farbart nok til, at taxaen kunne lægge til. Til gengæld kendte chaufføren nogle bagveje, så jeg kom af væsentlig tættere på, end jeg selv vidste, man kunne. Bare lige gennem gården ved "Hvide Hest" - jo! Fra min ungdom husker jeg nok "Don Quijote" og "Casino" bedre, men man bliver da heldigvis aldrig for gammel til at lære noget nyt.

Så nu er der købt foder i rå mængder. Jeg har aldrig interesseret mig for akvariefisk, men jeg ved godt, hvordan man gør. Tørrrede dafnier havde Palle så ikke, så jeg har købt levende myggelarver. Posen ligger til temperering i akvariet. Om lidt skærer jeg den op - så vil man kunne høre mine fisk skråle "Glade Jul". Sagde Palle :-).

Nå, men nu skal det hele jo naturligvis ikke være brok og sure opstød. Som nogen vel husker, kom kæresten min grimt til skade i faktas butik på Sydbanegade i Kolding for nogle måneder siden. Kort fortalt var deres gulv sjaskvådt, og da han ville samle et salathoved op, gled han og knaldede hovedet så eftertrykkeligt ind i et glasparti, at han efterfølgende måtte have underbundet en arterie og syet hovedbunden sammen med en snes sting. Selvfølgelig fik han et ar, men det skal godt nok siges til skadestuelæge Lottes ros, at hun har gjort et virkelig pænt stykke arbejde dér.

coop Danmark anerkendte, at det er deres ansvar, at holde adgangsforholdene til deres butikker tørre og sikre, og sagen gik så videre til deres forsikringsselskab, Codan. Det tog sin tid, men nu er tingene ved at være på plads. Tøj, sko og styrthjelm blev erstattet med 2.000 kroner, hvilket dækker den faktiske værdi af det ødelagte. Varige mén får han heldigvis ikke; alligevel har Codan på baggrund af skadestuejournalen tildelt en erstatning for "svie og smerte" på 1.300 - det er helt fint og kan snildt dække de udgifter, vi havde til transport, fordi Alarmcentralen ikke ville hjælpe. Restbeløbet skal gå til ren løveforkælelse - han havde det virkelig dårligt oven på den omgang. Når det endelig skulle gå galt, er jeg glad for, at jeg var her, så han kom på skadestuen - sådan en arterieblødning er vist ikke noget at spøge med.

Sidste hængeparti er så brillerne, der også blev ødelagt. Kæresten har været hos optikeren og fået vurderet, at hverken stel eller glas kan reddes. Så skal der selvfølgelig en synsprøve til - i teorien kunne det jo være naboen, manden prøvede at fikse et par "gratis" briller - man hører sgu så meget. Den må så lige vente, til manden ikke længere er så forkølet, at øjnene er røde, rindende og hævede.

Men vi kan se enden på det, og det er godt nok dejligt. Det er også dejligt for én gangs skyld at opleve, at nogen faktisk tager ansvaret for noget som helst!

Nå, Flop 15 er overstået. Ud og se med DSB. Øh, nejtak. Planen var, at jeg ville til Fyn i julen. Det er mange år siden, etaten vedtog, at jeg ikke kan komme tættere på min faders bopæl med "det offentlige" end små to km fra.

Det er også OK om sommeren. Tror jeg nok. Jeg har i hvert fald vadet mine ture fra P. Hansens Gyden - med hundesnoren i den ene hånd og kørekufferten i den anden. Hjulene var nærmest slidt af, inden jeg nåede frem, men sådan noget skal vi ikke tænke på i disse klimatider...

Nejnej, vi skal ud og gå, skal vi. Vi skal lade bilen stå og smile kækt til en ko, så den ikke bøvser den dag. Noget med kulilte, tror jeg nok. 

Torsdag tog togturen fra Kolding til Horsens tre timer. Der stod én i køreplanen! Jeg forstår fannerme godt, folk ikke forlader sig på DSB. Jeg tør sgu ikke selv.

At vi har reel fattigdom i Danmark, skal man nok være politiker af borgerlig observans for at benægte... Eller lønnet af CEPOS - vidste du, at dette dybt samfundsskadelige organ skatte- med videremæssigt sidestilles med humanitære organisationer...

Jeg var ludfattig gennem årene på kontanthjælp. Man kan ikke måned efter måned overleve for mindre end 2.000 kroner, når huslejen og strømmen er betalt. Jeg var bare nødt til at gøre det alligevel.

Der var næsten ingen grænser for, hvad omgivelserne mente, jeg da bare kunne spare på! Og jo selvfølgelig kunne jeg da være holdt op med at ryge, men det har jeg endnu ikke følt mig motiveret for. Måske det sker en dag, men jeg tvivler faktisk. Jeg kunne da også have aflivet min lille hund. Hm - for det første er det mig inderligt imod at aflive sunde og raske dyr. For det andet kostede en aflivning mere, end det lille kræ åd for på et år. Det faktum, at dyr også er livskvalitet for deres mennesker - det gjaldt åbenbart ikke for bistandsklienter. Telefon og internet kunne jeg også snildt undvære. Det gjorde jeg faktisk i halvandet år, men det holder ikke at lide af tiltagende panikangst - bo i en ejendom, hvor der var så meget ballade, at politiet var ude op til fem gange i døgnet - og så have en halv kilometer til nærmeste telefonboks. Som man kunne risikere var i udu grundet hærværk...

Nå, det skulle absolut ikke være nogen jammertirade - bare et par praktiske eksempler på, at der sateme findes fattigdom. Det er bare fy-fy og tys-tys.

Men selv da jeg var allermest på røven, var "julen" altså ikke noget problem. Jo, det var bestemt et problem, at jeg ikke havde råd til at give gaver til mine nære og kære. Et stort problem, at jeg ikke havde penge til en togbillet for at være sammen med dem. Men maden - var faktisk det mindste! En hel svinekam - cirka fem kilo - har hvert eneste år været til at købe for under 200 kroner. Og jo, det er bestemt mange penge på én gang, når man ingen har. Men alternativt har jeg sgu altid kunnet finde en ribbensteg til godt en tyver. Kartofler og rødkål smadrede heller ikke just budgettet.

Derfor fatter jeg ikke, at hele samfundet nærmest er gået i selvsving over, at bare vi sørger for en flæskesteg og et glas rødkål til de dårligst stillede den 24. december om aftenen, er alle problemer løst!

Virkeligheden er sgu da, at mange, der - som jeg - bare kunne gå i Kvickly og købe noget mad, nasser på de velgørende organisationer. Nogle henter "julepakkker" både fire og fem steder. Mit gæt er, at der bliver handlet med dem, som der gør med "overlevelseskuponer". Regulær nødhjælp, der kun kan indløses i bestemte af byens butikker, og som der ikke kan købes alkohol eller tobaksvarer for. På sin vis i orden. Næh. For hvorfor skulle den enlige forsørger, der først har købt ind til regulær mad til sine unger, da ikke have lov at købe 10 Prince?

Fra det virkelige liv ved jeg desværre, at "julepakker" - også -  hentes af berusere i hver sin taxi. De "værdigt trængende"griner hele vejen hjem. Taxien koster mere end pakkens værdi. Men de har fannerme taget røven på velfærdssamfundet - igen!

Nej - velfærdssamfundet har taget røven på dem...

Jeg er vokset op med, at alle, der er gamle nok, til evig tid vil huske, hvad de foretog sig, da de fik meddelelsen om, at John F. Kennedy var blevet skudt og dræbt en dag i november 1963.

Min generation skal på tilsvarende måde huske 9. september 2001. Jeg vil helst glemme den. Dels betød den - og forstå mig ret - ikke noget særligt for mig. "Twin Towers" rummede for mig ingen form for håb, tro eller kærlighed. Jeg synes, det var proportionsforvrængning at prøve at sidestille det, der skete den dag, med attentater på enkeltpersoner. USA bad om det attentat på WTC - sådan er det ulykkeligvis. Jeg begræder ofrene, men foragter nationen...

I dag for 29 år siden vil jeg altid huske! Vi var unge, forelskede og sorgløse. Havde fri, sov længe. Da vi kom op, snakkede de udelukkende om John Lennon i radioen. Kim sagde i spøg: "Han er sgu da nok død!". Det var utænkeligt, for han var kun 40 år gammel.

Men det var han jo. John Winston Lennon. Life is what happens to you, while you're busy makin' other plans...