Nutidspensionist

Der står meget i Bibelen. Det er ikke det hele, jeg giver lige meget for. Men at der er tid til alting, er jeg enig i.

Efterhånden, når jeg ser opdateringerne på Blogbot, er der meget lidt - grænsende til ingenting, jeg gider klikke på. Udenom Blogbot er rigtig mange blogs, jeg har fulgt, fordi de gav mening, lige så stille forsvundet til de evige bitmarker.

I de godt seks år, der er gået, siden TV2-udsendelsen "16½" en almindelig aften gav alle mennesker en idé om, hvad blogland var for en størrelse, er samme land - eksploderet! På godt og ondt. Det er mere lort end lagkage, men det har der jo nok altid været, i og med, at der altid har været flere r*vhuller end bagere. Først og fremmest er det blevet uoverskueligt, og jeg må erkende, at jeg ikke gider mere.

Jeg ved, jeg skriver udmærket - ingen falsk beskedenhed der. Men jeg synes ikke, jeg har mere at skrive om i blogformatet. Tilbage bliver så tomgangsudsendeler fra en hverdag. Den keder tit mig selv, så det er nok lidt utopisk at tro, den skulle kunne underholde andre.

Selv om jeg efterhånden deler hus med både et Olympus My og et Canon Ixus, bliver kameraet aldrig nogensinde "mit tredje øje". Og bevares, enhver kan tage rimelige billeder med et godt kamera. Men jeg kommer aldrig til at interesse mig for blænder, lukketider og alt det andet, der gør forskellen mellem et glad amatørfoto og et virkelig godt billede. Som regel har jeg mere travlt med at være til stede i nuet end med at arrangere det på billeder. Det kan lyde højrøvet. Er det måske - hvem ved.

Jeg kan i hvert fald i den grad mærke, at jeg har flyttet mig gennem de forløbne år. Jeg har aldrig haft noget bevidst sigte med bloggen. Det var ikke meningen, den skulle komme til at handle så meget om kampen for et værdigt liv som førtidpensionist. Det blev bare sådan. John Lennon havde ret: Life is what happens to you, while you're busy making other plans.

På ét niveau vandt jeg vel kampen. Fik førtidspension. Det var tvingende nødvendigt - ingen kan overleve på kontanthjælp i så mange år, som jeg ikke desto mindre blev nødt til. Jeg vandt vel også den frihed, der er nødvendig for at kunne leve med kronisk sygdom. Nu står jeg her - små to år senere og prøver stadig at finde ud af, hvad jeg skal med resten af mit liv.

Foreløbig bliver det nok noget med at prøve, om jeg kan fordybe mig i seriøse skriverier. Har så mange ideer - og unægtelig tiden til at prøve kræfter med dem.

Hvem ved - vi ses måske igen. Lige pludselig :-).

Det var så de tre uger, og de var sjove og herlige og gik alt for hurtigt...

Her har den geniale puddel igen-igen fået poterne filtret ind i snoren. Det er jo ikke smart, så nu bider han den over, så vi kan kaste 50 gange mere med hans elskede bold. Som han naturligvis i mellemtiden har fod på - bogstavelig talt.

Forleden hørte jeg i radioavisen, at der var så mange nøgenbadere på de bornholmske strande, at små børn blev bange. Vi taler vel at mærke ikke om officielle naturistområder. Jamen for pokker da. Hvis vi nu taler om en gennemsnitsmand, så hænger klokkeværket jo og dingler omkring hovedhøjde på en 3-4 årig - og det er ærlig talt ikke nødvendigvis noget kønt syn!

Nu snakkes der så om, hvorvidt det er i orden f.eks. at gå i en butik eller på restaurant kun iført badebukser/bikini. Det synes jeg da er skidenemt at afgøre! Hvis de samme mennesker, der insisterer på det, ville gøre det samme iført hhv. et par Hammerthor - eller et pænt sæt fra Asani - er det jo i orden med vedkommendes egne normer - men måske ikke med politivedtægten og dermed det, vi har vedtaget som samfundets normer. Men sjovt nok har jeg aldrig oplevet nogen gå i byen kun i Hammerthor eller Asani! Og af nøjagtig samme grund er det da ikke i orden ikke at være anstændigt påklædt på offentlige steder, bare fordi Hammerthor/Asani er skiftet ud med "badetøj".

Hvor svært kan det være? Er man endelig naturist - er der vel rigeligt med muligheder for at dyrke tilbøjeligheden sammen med ligesindede uden at genere andre - børn eller voksne? Det er ikke et gebet, jeg er velbevandret i, men jeg ved da, at bl.a. Moesgaard Strand ved Århus har et område for naturister. Der er sikkert masser af den slags rundt i landet. Så hvis man endelig har de tilbøjeligheder - hvorfor kan man så ikke bare søge derhen!

I samme omgang agurketidsnyheder fremkom, at der blev længere og længere mellem de topløse quinder. Ja for Fanden! Al - og jeg mener virkelig al - respekt for rødstrømpernes kampe. Men det er 40 år siden, nogen beviste noget som helst ved at insistere på at vise (hænge)patter i det offentlige rum. Siden da har kvinder - heldigvis fået et sundere forhold til egen krop og erkendt, at hvad der ikke kan holde sig selv, kan man - heldigvis - købe "hængekøjer" til. Det er naturligvis synd, at nogen har abnormt store bryster, men positivt, at der findes - pænt - tøj til at afhjælpe handikappet, uden at der ligefrem skal søges via en paragraf om hjælpemidler. Hvis man har lyst til at flashe for at ophidse en potentiel sex-partner - ville jeg sgu nok anbefale et andet sted end en offentlig badestrand! Jeg har hørt, der findes mange fine swinger-klubber... Og handler det om at pirre kæresten - kan man vel gøre det hjemme?

- Kunne vi få lidt anstændighed på offentlige steder - og henvise mere eller mindre misforståede naturister til de reservater, hvor deres lyster er normen.

Det er vel, fordi man er opdraget til noget andet, man - i hvert fald jeg - som forholdvis ung pensionist så tit synes, man går glip af alt for meget. Spilder tiden. "Her gik livet lige forbi med klar besked. Mens jeg selv var væk et øjeblik et helt andet sted", som min guru, Steffen Brandt har udtrykt det.

- Jeg har det jo overordnet godt. OK, panikangsten driller for tiden - den kan ikke lide lummervarme. Men så har vi jo medicinalindustrien og tak for det. Jeg skal jo ikke rigtig nå noget; måske er det i virkeligheden det, der er sværest at vænne sig til. Vi lærer jo fra små, at vi bliver målt på vores effektivitet. Målt og vejet. Hvad gør man, når man efterfølgende bliver fundet for let, for tung - forkert?

Jeg tror, der er en mening med, at nogle af os bliver nødt til at sætte tempoet ned. Vi kan stadig så meget, der bare ikke lige kan måles og vejes. Gøres op i kroner og øre. Her er alting på lavt blus for tiden - vi kan bare ikke med den varme. Så er det, jeg mentalt sparker mig selv i rumpen: Der er jo for pokker ikke noget forkert i at bruge en weekend på - ingenting. Spise god mad sammen med kæreste og svigermor. Hente morgenbrød sammen med feriehunden. Løse den lokale avis' krydsord sammen med svigermor - sende hende hjem med nem mad og et tæppe, jeg kom til at hækle for et par måneder siden. Lige hendes farver, selvfølgelig. Hun elskede det på stedet, og jeg elskede, at hun elskede det.

Eftermiddagshygge med iskold hvidvin på naboens terrasse. Medbragt feriepuddel, der såmænd fik besøg af en vildfaren, men yderst høflig sort Labrador. Den stod der bare lige pludselig. (Og al min gamle angst for hunde var tilbage, men det gider vi ikke snakke om, vel! Jeg kan godt lide hunde og da især Labradorer, men jeg kan ikke have "løse hunde" - jeg kan bare ikke).

En tilfældig og sørgelig efterretning om, at en ung mand, kæresten engang holdt meget af, ikke er mere. 24 blev han. Min egen stedsøn er 24. Jeg har det OK med, at vi ikke ses. Men jeg ved også, at hvis jeg tilfældigt læste i avisen, at han var blevet dræbt i en ulykke, ville det rive noget i stykker i min sjæl. Som aldrig ville kunne repareres helt. Det farligste i verden er at elske, for man kan miste. Men det værste i verden må være ikke at turde.

Et par timers søvn - selvfølgelig med puddel i fodenden. Hvad er livet uden en puddel i fodenden? Det er åndssvagt, men jeg får faktisk tårer i øjnene ved tanken om, at lille Dian snart skal hjem. Jeg har kun haft det lille, sorte bæst et par uger. Men i mit hjerte har jeg haft ham - altid.

Vågne nattetimer. Refleksion. I morgen skal jeg ned og høste rabarber og ribs. Hos naboen. Vi skal have rødgrød, sgu. Og et par glas marmelade bliver det nok også til. Sådan noget elsker jeg, og jeg skal lære, at det er i orden at elske at have tiden til det.

Det er lyst nu, og om et øjeblik slår uret på Kristkirken fem slag. Puddeldyret sover, klinet op ad kærestens ene ben. Jeg vil tage bukser og sko på og gå ned og lade hunden vande græsplænen. Sætte mig på en morgenvåd bænk og reflektere lidt mere, mens Dian botaniserer. Over det der liv.

Jeg har haft hund "altid". Men hvor andre børn ofte forgæves plager om at få en hund, befandt jeg mig som 12-årig i den lidt besynderlige situation, at min mor og hendes mand havde købt en Labradorhvalp til mig. Som jeg overhovedet ikke var sikker på, jeg var glad for. Jeg var nemlig nærmest panisk angst for hunde, og det var selvfølgelig lige præcis derfor, vi skulle have Trold. Verdens dejligste hund nogensinde!

Jeg kan godt hilse og sige, at det er et mareridt at være bange for hunde. Det var det ikke mindst i min barndom, hvor der på landet var løse hunde nærmest overalt. At ingen af dem "gjorde noget", hjalp ikke en skid på det. De var der, og de fleste var livlige. Og det var nok. Jeg husker naturligvis tydeligt de første to hunde, jeg ikke var bange for. Den første var en sort puddel, Pussi, som tilhørte min mors fætter og hans kone. Den anden var Vimmer, en Old English Sheepdog, som tilhørte min mors arbejdskammerat Anne-Lise. Med tiden tog min skræk for hunde lidt af, men rigtig godt blev det først, da jeg fik Trold.

Jeg kunne desværre ikke tage ham med mig, da jeg flyttede hjemmefra. Og egentlig ville jeg helst have haft en puddel. Eller nej - allerhelst ville jeg faktisk have haft en Sheepdog, men det krævede ikke særlig meget research at finde ud af, at mit temperament ikke matcher en hyrdehunds behov. Og det nytter jo ikke at anskaffe sig en "forkert" hund, bare fordi man synes, den ser vanvittigt sød ud.

Det var, inden priserne blev vanvittige, men pudler var - på trods af, at det igen og igen dokumenteres, at de er de mest intelligente af dem alle - allerede dengang svære at finde. Så jeg endte med et kompromis. Rasmus, som viste sig at hedde Fjumse. Blanding af puddel og australsk terrier. Jeg vidste ikke så meget om hunde, da jeg var 19. I dag ved jeg, at man hverken skal vælge den modigste, der kommer af sig selv - eller den mest forskræmte. Den modigste er som regel i virkeligheden ret dum, og den forskræmte skal nok klare sig... Men 19 år var jeg, og Fjumse valgte mig. Han lignede en levende tøjhund og var dominant ad Helvede til. Med den viden, jeg har i dag, kunne jeg have fået en meget bedre hund ud af ham. Men bagklogskab giver sgu ikke andet end et ækelt, gustent skær, og vi havde 12 fine år sammen.

Undervejs fik manden og jeg så en Labradorblanding. Så fin at 3 dyrlæger troede, hun havde stamtavle. På ingen måde. Men Tøsen var en vidunderlig hund, som vi i øvrigt fik kvit og frit, da naboens fik hvalpe. Undervejs fik hun selskab af Limbo - verdens grimmeste, lille hund. Og den bedste og kærligste og mest tålmodige lille sjæl på fire poter, man kunne forestille sig. Igen en puddelblanding. 600 kroner gav jeg for ham en sommerdag i 1993, og vi havde næsten 15 dejlige år sammen, inden han for godt to år siden måtte forlægge residensen til Dyrenes Mindelund i Horsens.

Jeg vil frygtelig gerne have hund igen, men virkeligheden er, at jeg ikke altid er sikker på, jeg har kræfterne. Selv om det absolut er sjovt at opdrage en hvalp, er det også hårdt arbejde. Men der er også sket noget andet på "hundemarkedet": Det er blevet næsten umuligt at opdrive et gedigent gadekryds - som Fjumse, Tøsen og Limbo. Danskerne fik for mange penge mellem hænderne, så i dag går et gadekryds rask væk for flere tusind kroner!

Og nej, det er ikke billigere at opfostre en bastardhvalp, dyrlægen giver heller ikke rabat, når hvalpene skal vaccineres m.v. En vis betaling skiller også de allermest useriøse fra. Jeg gav 500,- for Fjumse i sin tid og som skrevet 600,- for Limbo 12 år senere. Det dækkede helt fint de reelle omkostninger - og gav en smule fortjeneste til opdrætteren for bøvlet. Vores søde nabo, Karin, som vi fik Tøsen af, ville helt principielt ikke have penge - til gengæld betalte vi hvalpens foder, til den var klar til at flytte hjemmefra. For det er ikke gratis at opfostre et kuld, slet ikke!

Men det koster altså heller ikke flere tusind per hvalp! Jeg ville synes, en pris på 1.500,- for en blandingshvalp anno 2010 var fair - lidt højere, hvis den var chippet. Men når jeg jævnligt kigger i f.eks. Den Blå Avis - forlanger folk uden at skamme sig op til 5.000. Og de kan selvfølgelig kun gøre det, fordi nogen må være villige til at betale, det er klart.

Jeg har et par gange i mit turbulente liv stået i en situation, hvor jeg ikke var sikker på, jeg kunne beholde min hund. Det sidste, jeg tænkte på var da penge. Nu gik det ikke så galt, men det eneste, der i situationen betød noget for mig, var sgu da, om den kunne få et nyt, godt hjem. Sådan er det ikke længere. Hunde er blevet en handelsvare på en måde, jeg slet ikke bryder mig om!

Sådan noget tænker jeg meget over for tiden, fordi vi har feriehundebarn. En sort mellempuddel på to år. Det tog lille Dian mindre end fem minutter at charmere sig fuldkommen ind på både mig og kæresten. Sidstnævnte har aldrig haft hund, men har et "hundetække" af format. Kim kom ind i mit liv igen, da Limbo sang på sidste vers - hunden fattede omgående - bogstaveligt talt, for den havde grøn stær - blind tillid til ham.

Da Palle, som jeg - uden at vi havde mødt hinanden i det såkaldt virkelige liv - har kendt i 12-15 år, for nylig - vist halvt i en lidt desperat spøg spurgte, om jeg ville passe hans hund i deres ferie, betænkte jeg mig i højst tyve sekunder, så sagde jeg ja! Der var ikke lige andre, der kunne tage den - og sætte den i hundepension, det kunne han simpelthen ikke nænne - syntes, det mindede for meget om et fængsel. Alternativet var at tage den med, men det begrænser jo mulighederne temmelig meget. Nu kunne den vestjyske familie - i stedet for at rakke sydpå i bil - ændre planer til en omgang billige flyvebilletter.

Og jojo, jeg var da lidt spændt på at møde hunden. Whiskey, som jeg sommetider passer, har jo trods alt kendt mig det meste af sit liv. Det var lidt anderledes med en vildtfremmed hund. På den anden side tog jeg det også lidt som en prøve på den situation, det vil være, hvis det en dag lykkes mig at finde en internathund, der passer til mine muligheder.

En fremmed ville tro, Dian altid har været vores hund! Han hygger sig simpelthen, hvilket han med gaben og smasken fortæller mig rigtig mange gange om dagen. Han leger og tumler i haven, og når kæresten har ham med i den nærliggende park, viger hunden helst ikke fra ham. Han - hunden altså, ikke kæresten - går pænt i snor, lystrer på et enkelt tilkald og har forlængst fundet sin naturlige plads såvel i sofaen som fodenden af sengen... I morges vågnede jeg op med et af hans nye trækkereb ved siden af mig i sengen - beklager lille vovse, men jeg sover ret tungt :-).

Stod det til mig, kom han slet ikke hjem igen. Men det gør det desværre ikke. Til gengæld har den lille, glade hund fået mig overbevist om, at det er og bliver en puddel, jeg skal have. Vi passer simpelthen bare godt sammen; det får jeg bekræftet utallige gange hver dag. Det er også sjovt at genkende så utrolig mange af de egenskaber, jeg lærte at kende hos mine puddelblandinger. Uden at der skal gå disneyficering i det, vil jeg vove den påstand, at pudler har en veludviklet humoristisk sans. Hvilket jo nok også er en fordel, hvis man skal være min hund :-).

Kæresten vil heldigvis også gerne have hund, og vi er så heldige, at vi begge godt må i vores respektive lejligheder. Hvis andre kan have delebørn, kan vi vel snildt have en delepuddel. Sølle 9.000,- står i vejen for det projekt. Kommer tid, kommer råd, kommer puddelhund.

Da jeg for nylig skrev mit indlæg om "jubelpensionister", vidste jeg godt, jeg bevægede mig på tynd is. Selv om jeg ikke var ude på at gøre nogen ked af det, vidste jeg, det var nærmest uundgåeligt... Og så mente jeg alligevel, jeg kunne tillade mig at skrive, som jeg gjorde, fordi jeg jo for pokker selv er én af dem, der til efteråret risikerer at få tæppet trukket aldeles væk under mig, fordi jeg ikke længere har tilstrækkelig "restarbejdsevne" til, at nogen vil købe den - ikke engang med tilskud!

Men det er åbenbart nødvendigt alligevel at slå fast med gedigne syvtommersøm, at det jo ikke er mig, der ikke under alle det bedst mulige liv på de vilkår, der nu engang er blevet den enkelte til del! For selvfølgelig gør jeg da det! Jeg møder jo selv fordommene: Hvordan kan jeg f.eks. tillade mig at ville en tur til Berlin sammen med min kæreste, når ingen af os kan arbejde. Hm - nu var det så ferie, jeg snakkede om... Jamen, hvis der er råd til sådan en vild luksus, må pensionen bestemt være alt for høj! Utvivlsomt sagt af et menneske, der selv synes, to charterferier og en skitur om året er minimum - for vedkommende selv! Plus det løse.

Jeg har ikke haft skyggen af ferie i 15 år! Da eksen og jeg knoklede med et iværksætterfirma, kunne vi faktisk kvit og frit have lånt en time-share i Spanien af gode venner. Men når man dag for dag selv er ansvarlig for at skaffe omsætningen hjem, kan man ikke lukke butikken i hverken otte eller 14 dage. Som butikken voksede, kunne vi slet ikke, for nu var der pludselig andre end os selv, hvis daglige udkomme afhang af "Det Lille Verdensfirma". Og jojo, de ansatte fik naturligvis al den ferie, de havde ret til - men ikke "direktøren og fruen", så kunne det ikke hænge sammen. På mange måder var det sjove år, men det var eddermame også hårdt. Jeg er slet ikke i tvivl om, hvor jeg skal sende en del af regningen for min kroniske stress hen!

Da jeg efterfølgende knækkede nakken og endte på kontanthjælp i alt for mange år, var det jo meget nemt. For nok har man skam ret til en aktiveringsfri måned om året, men råd til så meget som en tur til Givskud Zoo - det var der jo bare ikke. Skulle man være så heldig f.eks. at have en slægtning, der gerne ville invitere én 14 dage til Mallorca, måtte man sige nejtak. Fordi lidt for mange "nydanskere" reelt har levet et dobbeltliv delvist på den danske stats regning, blev det sådan, at ingen, der modtog kontanthjælp, måtte forlade Danmark - uden at give afkald på hjælpen i den periode, det handlede om. Man må jo nok lige sige, at det tilførte det stavnsbånd, der ellers officielt var ophævet godt 200 år tidligere, nye dimensioner!

Og nej, det er ikke for at klynke - jeg fortæller bare, hvordan det var! Så er det mildest talt forrygende nu at rende ind i misundelse over, at ja! Pensionen rækker sgu til fire dage i Berlin - bare vi samtidig vælger noget andet fra! Den rækker også til en tur til Grøn Koncert, vin til lørdagsbøffen, gaver til familiens børn! Til ret mange ting, "skatteyderne" tager for givet!

- Problemet med de fire dage i Berlin - og senere forhåbentlig også i Prag - heldigvis går kærestens og mine kulturelle interesser i samme retning - er så "bare" at finde et tidspunkt, hvor vi begge har det godt nok til at komme af sted. Det kan sgu få lange udsigter... Vi har jo heller ikke kun os selv at tage hensyn til i den sammenhæng...

Humlen er, at det ikke var min mening at gøre nogen kede af det. Jeg så blot på det, jeg med et - indrømmet - lidt respektløst udtryk - kalder jubelpensionistbloggene med "skatteydernes øjne". Og så ved vi jo nok, vi skal klappe og være taknemmelige, om vi kan søge om en brugt rollator som "forbrugsgode", så vi i det mindste kun skal betale 50% selv!

Jeg kan kun tale for mig selv. Jeg gider ikke. Være taknemmelig! Jeg ser sådan på det, at mit "fuldtidsjob" nu er at få den praktiske hverdag til at hænge sammen. Det betaler "samfundet" mig en form for tabt arbejdsfortjeneste for. Når jeg har mestret det - og det går sgu ikke altid lige godt - har jeg da nøjagtig samme ret til - fritid - som alle andre?!

Jeg gider bare ikke nedtone, at det sgu er mere lort end lagkage! Hvordan andre har det med det, hverken kan eller vil jeg blande mig i. Mit ærinde var og er stadig kun - at det er vigtigt at få alle facetter med. Men det efterlyser jeg jo generelt i blogland - ikke kun hos de af os, der tilfældigvis er røget på pension i utide!

Noget, jeg har ufattelig svært ved at vænne mig til, er, at jeg dels har så uhyggelig lidt energi sammenlignet med før - dels, at den er så svingende!

Jeg ved godt, jeg endte med kronificeret stress, fordi jeg i for mange år havde alt for meget fart på - og dernæst med et brag ramte en mur og ikke fik skyggen af hjælp til at rejse mig igen. Magtesløshed i forhold til egen situation stresser mere, end noget job nogensinde kommer til - vil jeg vove at påstå! Og jeg har altså arbejdet både 60 og 80 timer om ugen i lange perioder.

Jeg har affundet mig med, at arbejdslivet er fortid. Jeg savner selvfølgelig at bruge de evner, jeg nu engang har, og jeg savner da ikke mindst at tjene en normal løn. Men jeg savner absolut ikke at skulle noget på faste tider hver dag, og jeg savner slet ikke på kommando at skulle være sammen med mange mennesker og være sød og social, når det eneste, jeg kan holde ud, er at være alene eller sammen med kæresten.

Søndag havde jeg en invitation til middag i Brædstrup hos min gode ven Lars' mor, som jeg faktisk mest oplever som en god veninde trods aldersforskellen på 18 år. Men så lagde kæresten sig syg, og så måtte jeg jo en tur til Kolding, selvfølgelig. Lørdag bød på frokost og eftermiddag sammen med min svigermor. Jeg holder meget af Eva, men jeg var træt i forvejen. Og at komme til og fra Brædstrup med det offentlige på en søndag - er nærmest en joke. Men Lars lånte en bil og hentede mig i Kolding, og det var en hyggelig aften i godt selskab. Hvorfor er der aldrig nogen, der har fortalt mig, at dyreryg smager så fantastisk?

Jeg lider heldigvis ikke af socialangst - tvært imod holder jeg meget af at møde nye mennesker. Alligevel var jeg fuldstændig smadret bagefter. Nu er det onsdag, og jeg skal faktisk videre til Kolding igen. Men jeg mangler fuldkommen energien - sover 12 timer i døgnet og laver så lidt som muligt, når jeg er vågen. Jeg synes eddermame, det er en høj pris at betale for at være social.

På søndag kommer vores feriehund. Det er helt fint - jeg har selv tilbudt at passe den. Men jeg er træt på forhånd ved tanken om, at der kommer to voksne og tre mindre børn og afleverer den! For tiden trætter det mig simpelthen ukristeligt overhovedet at være sammen med andre mennesker.

Næste weekend skal jeg til Als. Hjertevenindens ældste fylder 18, og han vil meget gerne se sin gamle "moster" - det er så også mig. Jeg finder kræfterne et eller andet sted. Jeg holder jo så meget af den knægt - var den første efter forældrene, der fik ham i favnen den der sommerdag i 1992. Hvor det ikke havde regnet i en måned, men gjorde det den dag. Det bliver råhygge og gensyn med gamle venner, men jeg er allerede dødtræt ved tanken om rejseriet...

Feriehunden bliver efter planen hentet igen den 18. juli. Den 22. skal vi til Grøn Koncert. Og jo, det kunne vi da bare lade være med. Men det kan jo heller ikke passe, man skal holde helt op med at leve, fordi helbredet har fordret førtidspension?

Her og nu - har jeg mest lyst til bare at gå i hi!

Det er efterhånden sjældent, jeg lader mig provokere... Men et indlæg - og ikke mindst en efterfølgende kommentar hos Deborah - har nu sendt mig til tasterne...

Da jeg var barn, blev der røget fuldstændig uhæmmet alle vegne. Faktisk skal vi ikke længere tilbage end til 1980, for at det blev forbudt at ryge i dagligvareforretninger. Da jeg var barn, måtte der så galt ryges i biograferne. Alligevel var der i min barndom ikke nær så mange astmatikere, som der er i dag. Til gengæld var der så heller ikke tilnærmelsesvis så mange biler, men deres forurening går man jo altid let og elegant udenom, når ansvaret for nogens luftvejslidelser skal placeres...

Og nej, jeg ønsker mig selvfølgelig ikke de uhæmmede tilstande tilbage. Jeg synes, det er en menneskeret at nyde en god middag på restaurant, uden at der to borde derfra sidder nogen, der er nået lidt længere i programmet og derfor har godt gang i tobakken!

Til gengæld synes jeg, det er vanvittigt, at der ikke længere må ryges på værtshuse over en vis størrelse. Det er da omvendt logik at tillade det i små lokaler, der nærmest omgående bliver beklumrede. Og hele lovgivningen udtrykker en eklatant mangel på forståelse af og respekt for det, der hedder god, gammeldags dansk værtshuskultur. Hvor en bajer, en smøg og måske en omgang "løgn" eller en pot billard hører med.

De bajerdrikkende, cigaretrygende og raflende kunne ikke drømme om at sætte deres ben på de trendy, røgfrie cafeer! De spiser ikke brunch, men drikker morgenkaffe. Af kopper, ikke af glas. Og salat er noget, man fodrer kaniner med. Hvorfor fa'en kan man ikke lade dem have deres små oaser i fred? Hvor caféfolket jo alligevel modsvarende ikke kunne drømme om at sætte deres ben!

Deborah harcellerer over, at der må ryges - udendørs - på restaurant "Grøften" i Københavns Tivoli. Ammen altså, som det vist hedder for tiden... Hvis man har så meget imod røg - så kan man jo netop spise indendørs, hvor man er aldeles fri for at blive generet. For nok skal vi absolut alle være her, men der er vel for pokker ingen, der siger, vi alle med vold og magt skal være på samme sted hele tiden?

Tine vil så have, at såvel Zoologisk Have som Tivoli - hvor de fleste aktiviteter faktisk foregår udendørs - skal være 100% røgfri. Igen: Ammen altså! Jeg kan da garantere for, at et barn, der ser en voksen ryge en cigaret, ikke automatisk er så snotdumt, at det styrter mod nærmeste kiosk efter 10 Prince for selv at virke "voksen"! Hvilket det i øvrigt heller ikke ville kunne, fordi man efterhånden skal være myndig for at købe tobak, men sjovt nok ikke for at købe alkohol...

Og gu'bevares. Ingen er vel endnu blevet syge af at være til stede, mens andre drikker. Spørgsmålet er, om nogen reelt er blevet det af, at andre ryger. Mig bekendt har man i alle undersøgelser omhyggeligt holdt alle andre faktorer, der kunne påvirke den - unægtelig voldsomme udvikling i antallet af kroniske luftvejslidelser - udenfor. Og nej postulerer naturligvis ikke, at tobaksrøg ligefrem skulle være sundt. Jeg opponerer bare imod det tiltagende hysteri!

For selvfølgelig er det en menneskeret at være fri for tobaksrøg. Naturligvis. Så kan man jo holde sig væk fra de efterhånden få steder, hvor der rent faktisk må ryges. Vi, der stadig ryger, holder os jo modsvarende væk fra de røgfri mekkaer - eller lader da i hvert fald være med at ryge. Selv togene har fanatikerne jo fået monopoliseret... Det hører man vist efterhånden ikke andre end Kim Larsen brokke sig over?

Søndag aften var jeg i et selskab, hvor præcis 50% af deltagerne røg. Imidlertid var der én i selskabet, der absolut ikke kan tåle røg. Det var en selvfølge, at der så kun blev røget på altanen - det manglede da bare. Men selvfølgelig var der da også en fanatiker i selskabet, der med grimasser og store armbevægelser måtte flytte sig så langt væk fra altandøren som muligt, fordi det jo selvfølgelig ikke kunne undgås, at en lillebitte smule af røgen trak den vej. Sjovt nok flyttede hun sig ikke i samme grad, når der kørte biler forbi ude på Ringvejen...

Og jo - jeg ved godt, der er mennesker, der ryger, der er totalt ligeglade med, at de på en befærdet gade går rundt med en tændt cigaret i lige præcis små børns ansigtshøjde. Det er noget svineri - rent ud sagt! Det er også skideirriterende, når fulde mennesker til udendørskoncerter fægter ukontrollabelt med smøgerne - jeg vil sgu ikke have brændt huller i mit tøj.

Men jeg tror ikke, majoriteten af de rygende mennesker, der frekventerer f.eks. Zoo og Tivoli nødvendigvis er skidefulde. Men sådan kan man jo, hvis man insisterer, skabe problemer alle steder.

Der varsles "pensionsreform" igen til efteråret. Som tidligere skrevet har jeg svært ved at se, at der snart er mere, der kan "reformeres". I dag får man simpelthen kun tilkendt førtidspension, hvis det er godtgjort, at man ikke længere har nogen arbejdsevne i noget erhverv. Det er for mange en sej kamp med mange opslidende ture rundt i manegen. Fra Herodes til Pilatus og tilbage igen i lægeverdenen. Ture omkring REVA, mere eller mindre professionelt udførte arbejdsprøvninger, aktiveringer...

I "gamle dage" ville vi have fået højeste pension, fordi vi ikke kan arbejde. I dag er de økonomiske vilkår for samme tilstand dårligere.

Til gengæld må vi årligt tjene kr. 60.400,- ved siden af pensionen. Og det er jo pænt af "samfundet", men også fuldstændig absurd, da det jo som sagt allerede er godtgjort, at vi ingen "restarbejdsevne", som det hedder, har!

Politikerne vil jo ikke melde ud, i hvilke retninger reformtankerne denne gang går. Det synes jeg ikke, de kan være bekendt! Vi, der
kommer i søgelyset, kunne måske undgå en masse angst og søvnløse nætter, hvis der blev spillet med åbne kort. Så vi kunne forberede os
på, hvad der mere konkret måtte komme!

Det siges, at omkring 100.000 førtidspensionister i virkeligheden hellere vil arbejde i et eller andet omfang. Jeg er én af dem. Men det vil kræve så omfattende "skånehensyn", at det er vurderet, at det ikke er realistisk. Jeg har ikke spor imod til efteråret at tage et møde med min kommune om, hvorvidt det har ændret sig. Heller ikke spor imod, om der i den forbindelse skal indhentes en enkelt statuserklæring fra læge og psykiater. Disse vil jo godtgøre, at intet har ændret sig. Udover, at jeg har en økonomi, der hænger bedre sammen måned for måned. Og den stressfaktor, magtesløsheden over at være syg og på kontanthjælp konstant var (den slags er desværre, hvis det står på længe nok, medvirkende til PTSD) - er væk. Eller i hvert fald minimeret.

Men så nemt - fornuftigt - er jeg ikke sikker på, det kommer til at gå. For jeg er slet ikke i tvivl om, at alle nyere pensionstildelinger skal tages op til revision. For måske kan der pines lidt mere ud af os, hvis vi bliver sendt til nogle andre læger, nogle andre speciallæger, gennemgår nogle andre REVA-forløb - og så videre! Jeg tvivler desværre på, at den sunde fornuft kommer særlig meget i spil der. Og jeg orker ikke flere ture rundt i manegen!

For jeg er - selvfølgelig - ikke blevet rask af at komme på pension. Jeg har "bare" - men åbenbart kun for en stund - fået den RO i min (arbejdsmæssige/økonomiske) hverdag, raske mennesker har lov at tage for givet! Det betyder rigtig meget, men betyder jo ikke, at jeg pludselig kan alt det, jeg ikke kunne før pensionen. Til evt. nye læsere kan jeg så oplyse, at jeg lider af svær panikangst, kronificeret stress, Morbus Ménière, er kronisk depressiv og har en lettere personlighedsforstyrrelse af skizoid karakter! Derudover er jeg - tilføjer jeg for egen regning - et intelligent, humoritstisk og grundlæggende positivt menneske.

Jeg påskønner at leve i et samfund, der har mulighed for at give mennesker som mig en tålelig hverdag. Men jeg er ikke taknemmelig. Det ville nemlig fordre, at jeg på nogen måde selv har valgt. Det har jeg ikke. Der er en hårfin balance mellem at påskønne og at være taknemmelig.

Der er også en hårfin balance i det næste, jeg skriver. Om jeg magter den, ved jeg endnu ikke. Men jeg gør mit yderste:

Jeg er stødt på blogs, begået af yngre førtidspensionister, der er så aktive, at jeg taber pusten! Disse mennesker, som altså ingen restarbejdsevne har, flyver og farer i ind- og udland. Kokkererer og bager, så det er en lyst. Afholder kurser og workshops, har overskud til at engagere sig voldsomt i foreningsarbejde og så videre og så videre. Umiddelbart ser det ud, som har de mere energi, end jeg havde, da jeg var rask. Og da lå jeg ellers ikke just på den lade side.

Jeg ved godt - eller bilder mig i det mindste ind at vide. At det kun er et lille hjørne af virkeligheden, disse "jubelpensionister" udstiller! At de netop kun har denne tilsyneladende næsten ubegrænsede energi, fordi de ikke skal knække nakken på et rigoristisk arbejdsmarked, der er alt andet end rummeligt. It takes one to know one...

Nu er jeg så "one"... Men det er politikerne og dem, disse ynder at kalde "skatteyderne", så ikke! Og derfor er disse jubelpensionistblogs farlige. For folk kan faktisk kun få det indtryk, at kan man så meget som pensionist, må man da kunne gå på arbejde i stedet. Jeg skal være ærlig nok til at indrømme, at jeg selv har haft tanken. Den side af mig selv kan jeg ikke lide! Jeg er nemlig selv ked af at få skudt i skoene, at når jeg - på gode dage - kan slå græsplænen - jamen hvorfor kan jeg så ikke gøre det som et regulært job?

Og det ville jeg også kunne! Nu er det bare sådan, at jeg ikke engang en uge frem kan forudsige, hvornår det er en god dag. Det tror jeg egentlig heller ikke "jubelpensionisterne" kan. Men de får det desværre - og sikkert ufrivilligt - til at fremstå, som om livet på førtidspension er én dans på roser. Hvor man slipper for det der kedelige arbejde og derfor 24/7/365 kan hellige sig alt det sjove. Kreative. Underholdende. Som "skatteyderne" må nøjes med at dyrke i deres sparsomme fritid.

Hvis det er billedet, kan jeg jo godt forstå, hende med det ikke særligt spændende eller vellønnede job, som hver morgen står op, før en vis herre får sko på, mener, vi sgu må kunne arbejde i stedet for at gå og fise den af på skatteydernes regning!

Jeg kunne også have valgt udelukkende at bruge min blog til alt det positive, glade og sjove, der - selvfølgelig - er min hverdag. Humlenumseri rent ud sagt! Det er der nemlig rigtig meget af - og heldigvis da! Men det ville give et såvel enøjet som forlorent billede af, hvordan det er at leve med et smadret helbred. Og i stigende grad blive stigmatiseret, kaldt parasit og det, der er værre. Åh jo...

Når der skal reformeres, ville det ikke undre mig, om "jubelpensionisterne" omgående kom i søgelyset. Jeg bilder mig ind at vide, at de sorterer i hverdagen. Det gør mange, der ikke er pensionister, jo også. Verden vil jo have glittede magasiner også i blogland!

Det er bare så skidefarligt, når det kommer til os pensionister. Jeg ved jo - eller mener som sagt at vide - at de sorterer og nedtoner. Men det ved andre ikke. Og når de kan så uhyggelig meget, har vi nok allesammen løjet om noget - må kunne det hele.

Og så kan vi allesammen se frem til alle de endeløse ture i manegen én gang til. Jeg kan kun tale for mig selv. Min tog næsten ti år. Jeg orker ikke én til!

Jeg var stedmor i nogle år - til et par dejlige børn, der var hhv. otte og 12 år, da jeg "fik" dem. Det er 16 år siden, og jeg synes ikke, der er noget særlig mærkeligt ved, at vi ikke længere ses - det er over ti år siden, deres far og jeg gik fra hinanden. Jeg voksede jo selv op med, ja en stedfar kan jeg desværre ikke kalde ham, for dertil var vores forhold slet ikke godt nok. Men med, at min mor i mange år var gift med en, der ikke var min far. Finder det helt naturligt, at jeg ikke har set ham, siden de blev skilt, da jeg var omkring de 30.

Jeg havde især et skønt forhold til "min" pige. Vi jokede med, at hun var den datter, jeg altid havde ønsket mig, ikke fik - og så fik alligevel. Vi havde et meget fint forhold, faktisk så fint, at de første 2-3 år efter, at hendes far havde fundet en anden, valgte hun f.eks. at holde jul hos mig - det andet blev for indviklet. Når hun gennem sin handelsskoletid skulle lave større opgaver, foregik det hos mig, fordi jeg dels var en god sparringspartner - dels ikke var bleg for at konfiskere hendes mobiltelefon, så hun kunne koncentrere sig.

Hun var også pigen, der pludselig kunne stå uden for min dør: Jeg DØR, hvis vi ikke bager brownies. Henter junkfood. Eller noget tredje. Og så gjorde vi da naturligvis det; det kunne jo ikke være anderledes :-). Pigen, der, da jeg var ved at knække helt med stress, gav mig en aften i byen med alt fra lækker middag til sjove drinks i julegave - fordi det altid plejede at være mig, der tog slæwet i så mange sammenhænge.

Det er seks år siden, hun flyttede til Sjælland for at tage den uddannelse, hun gerne ville have - vi skrev såmænd ansøgninger sammen i sin tid. Siden har jeg faktisk ikke set hende. En enkelt hilsen på Facebook, men igen - alt har sin tid. Det er i orden med mig.

Søndag aften kvart i midnat sidder jeg ved computeren med vinduet åbent - er mere eller mindre på vej i seng. Da der stille bliver kaldt ude fra gaden: "Hej Sus, hvordan går det?". Jeg kigger ud ad vinduet, ser en smuk, ung kvinde med langt, mørkt hår. "Jotak, det går faktisk godt - men undskyld hvem er du lige?".

Og nej, det var selvfølgelig ikke, fordi jeg ikke kunne kende min kære pige. Hun var jo bare den sidste, jeg lige havde ventet at se. Dér en søndag i juni meget sent på aftenen. Hun er her i en trist anledning - en af hendes gamle venners mor skal begraves i morgen. Vennen bor så skråt overfor mig. Jeg kendte ham udmærket "dengang" og undrer mig over ikke at have set ham i gaden. På den anden side er her virkelig megen udskiftning, og i mine foreløbig små to et halvt år med Løven, har jeg jo "pendlet" lidt.

Nu kom Maria lige forbi, og da her var lys, kunne hun da heldigvis slet ikke lade være. Det er jeg meget glad for, og vi har aftalt, at vi lige skal nå en kop kaffe sammen i morgen, inden hun kører hjem til Ballerup.

Ud over en spontan og kolossal glæde over at se hende igen. Kan jeg også konstatere, at jeg er noget så afklaret omkring - fortiden. Naturligvis er tøsen, som forresten fylder 29 i næste måned, noget så velkommen et eller andet sted i mit liv, hvis hun kan bruge det til noget. Måske er der løbet for meget vand i stranden, men så kan vi da få rundet af på en pæn måde. Jeg havde næsten fortrængt, hvor meget jeg holder af hende!

Politikerne varsler "førtidspensionsreform" til efteråret. Nu har jeg så svært ved at se, hvad der snart kan "reformeres" yderligere på den front. Det er allerede sådan, at de eneste, der siden 2003 overhovedet har fået tilkendt førtidspension, efter de gamle regler ville have fået den højeste, fordi det er godtgjort, at vi ikke længere har nogen brugbar arbejdsevne i noget fag.

Til gengæld har vi mindre til rådighed end "de gamle pensionister", fordi boligydelsen og varmehjælpen er væk og i heldigste fald erstattet med en beskeden boligsikring. Vi kan ikke søge om nedsat licens, medicinkort findes ikke længere. Dog kan vi stadig få rabat hos DSB, og det er naturligvis en god ting. Vi har også mulighed for fortsat at spare op i ATP, og vi kan betale til en særlig tillægspension, der til sin tid gerne skulle supplere folkepensionen. Også fint, men jo ikke noget, vi kan købe kartofler for henne i Brugsen her og nu. Eller betale med på apoteket!

Og i forhold til, at en førtidspension skulle forestille at kompensere for mistede arbejdsmuligheder, er den ikke just fyrstelig. Blandt andet fordi vi skal finansiere den forkætrede satspulje, der udhuler vores købekraft i forhold til stigningstakten i vores reelle leveomkostninger. Omvendt er lønniveauet på arbejdsmarkedet jo forlængst løbet af sporet. Det er da i hvert fald den forklaring, vi får på, at så mange industriarbejdspladser er flyttet til f.eks. Polen og Kina... Nå, lad nu det ligge for denne gang.

For det, jeg vil frem til, er, at Ann-Charlotte forleden henledte min opmærksomhed på en debat på De Radikales hjemmeside. Udgangspunktet var, at en ganske fornuftig mand ønskede en pensionsreform, der først og fremmest var menneskelig. Og det er jo en sympatisk tanke, synes jeg.

Men allerede, da jeg kom til første kommentar til indlægget, vidste jeg ærlig talt ikke, om jeg skulle grine eller græde. For der var sørme en, der - tilsyneladende i ramme alvor - foreslog, at staten tildelte alle førtidspensionister ikke mindre end en hel tønde land. Udover at vi så ikke ville behøve så mange kontanter, ville vi naturligvis opleve stærkt øget selvværd ved således ikke alene at arbejde for føden, men bogstavelig talt se den komme op af jorden!

Det skal siges til geniets ros, at han godt vidste, at en tønde land er omkring 5.000 kvadratmeter. Til gengæld tror jeg aldrig, han har set så meget jord på én gang. Det har jeg næsten, for min fars have er på omkring de 4.000! Og selv om det kun er cirka halvdelen, der er udlagt til nyttehave, ved jeg eddermame noget om, hvor stort et arbejde, det er at passe en sådan "bedrift"! OK, om vinteren kan man næsten holde fri, men i sæsonen er det altså mere end et fuldtidsjob for en rask mand. Jeg minder lige diskret om, at førtidspensionister netop ikke er - raske...

Han ved da vist heller ikke, hvad f.eks. 150 kg læggekartofler koster... Det gør jeg. Og vi, der ved blot det mindste om havebrug, køber kontrollerede læggekartofler fremfor at sprede evt. sygdomme ved at gemme vore egne og lade dem spire!

Min far er så heldig, at han ikke skal leve af sin have. De - han deler hus og have med sin bror - er naturligvis selvforsynende med kartofler, som de - generationsspørgsmål - med stor fryd spiser omkring 360 dage om året. I min generation vil de fleste nok hellere variere med f.eks. ris og pasta... De sælger naturligvis lidt "ude ved vejen" - ligger på ruten til Flyvesandet, hvor der bl.a. er en stor campingplads. Men det er ærlig talt ikke noget, man hverken kan leve eller dø af!

OK, nu var det så heller ikke umiddelbart med i det radikale forslag, at vi skulle sælge af afgrøderne. Men det kunne vi dæleme da blive nødt til - én mand kan jo ikke æde sig igennem grøntfoder fra en tønde land! Han glemte så også det lille faktum, at havebrug i den størrelsesorden kræver en specialviden, man plejer at tage en frilandsgartneruddannelse for at erhverve sig. Men den har vi åbenbart liggende i et skjult gen, der kommer til syne, blot fordi vi er blevet førtidspensionister?

Han gik såmænd også behændigt udenom, hvor alle disse forvoksede kolonihaver rent fysisk skulle ligge. Altså, jeg vil egentlig gætte på, at var har braklagt landbrugsjord nok. Men for nu at tage mig selv som eksempel, så bor jeg altså i Horsens midtby, og medmindre jeg så skulle opdyrke den lokale dyrskueplads, ville jeg skulle så langt uden for lands lov og ret, at jeg hverken kunne komme frem eller tilbage. Og flytte ud på Lars Tyndskids mark med stress, panikangst og hvad har vi - nej tak! Min hverdag fungerer netop tåleligt, fordi jeg bor i bekvem gå- eller cykleafstand fra alting. Aldrig får kørekort og ærlig talt heller ikke har lyst til at bruge penge på at holde bil!

For nu stadig at bruge mig selv som eksempel - det er jo lissom mig, jeg kender bedst. Så er en meget væsentlig grund til, at det endte med førtidspension, at jeg desværre har erhvervet kronificeret stress. I perioder orker jeg knapt at passe mine stueplanter. Det skulle søreme nok give mig forhøjet livskvalitet at blive påtvunget ansvaret for en tønde land - uden at have den fornødne uddannelse!

Jeg bor ikke sammen med min kæreste, så han ville vel også skulle have sin egen tønde land i Kolding? Nåja, det lille faktum, at han er født med Morbus Scheuermann og er faldet 5 cm sammen i ryggen over de seneste 30 år, er vel uden betydning. Det betyder nok heller ikke noget, at han ikke længere har en fungerende Achillessene i det ene ben og derfor har erhvervet slidgigt i begge hofter. Nej, ud og grav, Jacobsen - det kan kun gå for langsomt!!! ;-).

Nej, jeg stopper her, for nu kom jeg til at grine igen. Manden må jo have røget af natpotten!

Anja flytter, og så rydder man jo op. Nogen smider ud i den situation; andre betænker. Anja betænker, så med posten kom godt 300 gram af det skønne, skønne, totrådede regnbuefarvede Kauni og en opskrift på et sjal, der er lige til at bo i på kolde vinteraftener. Det skal så kantes med "Hjerte Cheri" - min lokale garnpusher nede overfor Kvickly forhandler Hjertegarn.Jeg glæder mig til projektet, men skal - lav stresstærskel - lige først være færdig med det, jeg er i gang med/har i støbeskeen. Ellers bliver det en plage i stedet for den fornøjelse, et godt håndarbejde skal være.

Det sjove er, at Anja slet ikke vidste, at jeg dels er totalt vild med lige præcis dét garn, dels med sjaler. Og så må hun jo have vidst det alligevel :-). 

Så har jeg pådraget mig en sjov opgave. I denne uge har Lars' Whiskey været pensionær her, det har selvfølgelig været rigtig hyggeligt. Jeg savner jo at have hund, men må også erkende, at jeg ikke længere er sikker på at have kræfterne til at være fuldtidsejer.

Det skrev jeg lidt om på facebook, og Palle , som jeg aldrig har mødt, men ikke desto mindre kendt i 15 år, var jo hurtig med, at jeg sørme også godt måtte låne hans hund, hvis det skulle være. Jeg svarede kækt, at hvis det - igen - var en puddel, var det OK.

Det er så - selvfølgelig en puddel. Fik jeg sagt, at jeg altid har elsket pudler? Og selvfølgelig kan jeg da passe den et par uger i juli. Det kan da ikke være sværere for hunden end at komme i en pension, hvilket den aldrig har prøvet, og hvor den heller ikke kender nogen og slet ikke kan få den tid og opmærksomhed, den kan hos mig.

- Om jeg ville have noget for det? Nej sgu - det er jo ikke sådan, venskaber fungerer. Men jeg har dog udbedt mig et signeret eksemplar af Palles bog "En dag ad gangen". Han var otte år, da han "takket være" en kynisk sundhedsminister blev HIV-smittet af sin faktormedicin...

Nu er han 33 og har svoret, han bliver den først HIV-smittede, der dør af alderdom. Det håber jeg også - og jeg glæder mig til at låne vovsen. Så får vi jo se, om jeg husker at aflevere den igen :-).

Jeg ved godt, jeg har sagt det før. Og jeg kommer nok til at sige det igen. Jeg er kørt så træt i blogland, at det skurrer. Jeg skimmer. Bemærker, at der som paddehatte af jorden er skudt op ca. 3.776 nye blogs begået af yngre kvinder, der dyrker "das Bastlen" i vildskab og savler over de dynebetræk, vi andre sov i i halvfjerdserne. Hallo - man kan virkelig kun hoppe på den "retro-bølge", hvis man er for ung til at huske, da alting virkelig var så grimt, storblomstret og skrigende. På én gang og over det hele. Hvor billeder på væggene aldrig kom til deres ret, fordi de kæmpede en ulige kamp mod stormønstrede tapeter og endnu værre gardiner i gule, orange, brune og grønne farver! Det var hæsligt! Men skulle nogen være interesserede, har min mor adskillige sengesæt fra den tid på lager! Jeg har set på disse åh-så kreative blogs, at man nu sprætter dem op og sælger dem i metermål - sengesætten altså - hundrede kroner pr. meter er billigt. Kom frisk - tusnelda@stofanet.dk!

Indtægten vil blive brugt fornuftigt. Jeg leder nemlig stadig efter en fornuftig, brugt hund til en fornuftig pris. Da kræet ikke skal have stamtavle, men bare være en god, robust hund, er alt over en tusse for meget. Jeg måber, når jeg i Den Blå Avis ser, at folk i ramme alvor vil have 4.500 for et gadekryds.

Jeg finder sgu nok ikke en hund, jeg har råd til. Men skulle nogen høre om en lille, godmodig blandingshund, der savner et kærligt hjem, ja så gælder omstående mailadresse også til det. Måske vi endda kan bytte med noget af mormors efterladte sengetøj :-).

Kunne ikke sove. Surfede rundt. Var omkring her:

http://www.fremilyset.dk/?p=5935

Min dybeste medfølelse!

Åhja, sådan kan man da også bare gøre det. Beholde den her blog som trivialiteternes holdeplads, krydret med billeder via flickr. Og så bruge eget domæne til det, der rent faktisk betyder noget.

Ja, det tror jeg sgu egentlig ...

Delete-knappen tager det ene blogindlæg efter det andet. Der var så meget, jeg gerne ville skrive, dele, vende med andre. Og nej, det er jo ikke, fordi jeg ikke har venner nok at dele med til daglig - snarere fordi det giver friske input og nye vinkler at dele med "fremmede".

Men blogging er blevet - at råbe ud i luften. Jeg er ikke specielt paranoid, så jeg tager det ikke personligt, når alt, hvad jeg efterhånden kommenterer på rundt omkring, åbenbart dør i et "spamfilter". Jeg konstaterer bare, at det er dræbende for dialogen.

Jeg konstaterer, at jeg stadig er lidt vild med blogland. Men jeg konstaterer også, at der nu er gået for meget  "dameblad" i det til, at jeg kan være med. Jojo, jeg kunne godt uploade et billede af den superskønne, lilla taske, jeg købte lørdag middag. Af påskebord med pynt og lammekølle, og hvad har vi.

Men jeg gider ikke! For jeg vil så gerne have, at bloggeri har anden mening end at udstille det lille hjørne af ens liv, der på overfladen er perfekt. Det er ikke, hvad blogland ønsker, og så er det sådan, det er.

Seks år blev det til med bloggen. Det var sjovt - ellers havde jeg jo ikke gjort det. Men jeg gider faktisk ikke mere. Hav det godt og pas på jer derude!

Som jeg sagde tidligere på året, er jeg gået i meningsstandsning. Jeg kommer heller ikke ud og oplever noget videre, så der er ikke rigtig noget at smide på bloggen her. Men når jeg bare kan få min stilfærdige hverdag til at hænge sammen på andet end renommeet, er jeg godt tilfreds.

Det er kærestetid for tiden, og når vi om aftenen slår os ned med kaffe, fjernsyn og strikketøj - sidstnævnte dog kun mig - er der ingen, der kan se, sølvbrylluppet ikke forlængst er overstået. Pyt - vi har jo også alderen til det. Og havde vi ellers kunnet finde ud af det sammen i første ombæring, kunne det forlængst have være en realitet, det sølvbryllup. Hovedsagen er, at vi har det rart med, at det er, som det er. Og det har vi. Rart.

Det mest ophidsende, der er sket her på matriklen i nyere tid, er faktisk, at jeg har vundet noget. Ikke i en af de utallige "give-aways" i blogland - der undlader jeg notorisk at deltage af frygt for at vinde tre ruller retro-tapet eller en eller anden hjemmegjort rædsel... Og havde jeg vidst, hvad jeg rent faktisk vandt, havde jeg såmænd nok også undladt at deltage:

Det er bestemt ikke min smag i babylegetøj - jeg foretrækker, at ting helt enkelt ligner det, de er, når det er i forhold til små unger, der først skal danne sig et indtryk af, hvordan verden reelt ser ud. Efter min mening kan det åh-så kunstnériske og kreative altid komme ind i billedet senere hen. Men pyt, Alberte får det i julegave til den tid, og måske synes hun, det er dejligt. Puslespillet Noas Ark fra Bobles.dk , hvor jeg har lånt billedet.

Jeg vandt det, fordi jeg sommetider, når jeg afleverer flasker i automaten i Kvickly, trykker på den gule knap i stedet for den grønne. Så går panten til Red Barnet og Verdensnaturfonden. Det er tankevækkende, at en femmer er nok til antiobiotika mod lungebetændelse til et barn... Tilfældigt så jeg en dag på displayet i automaten, at man kunne taste en kode fra kvitteringen ind på www.pantlotteri.dk - det skulle da prøves. Hence the jigsaw puzzle.

Jeg er - for nu at sige det pænt - en lillebitte smule træt af de mange TV-udsendelser, der giver patentløsninger på, hvordan vi med et snuptag løser alle hverdagens helbredsrelaterede problemer!

For nylig så jeg noget tema om "søvnløshed". Det myldrede med gode råd til mennesker, der en enkelt aften ikke lige kunne falde i søvn og gik til gengæld - naturligvis - i en bekvemt stor bue udenom, hvad virkelig søvnløshed er.

Lad os lige opsummere et par af de gode råd. "Feng shui" blev ikke sagt ligeud, men det blev pointeret, hvor vigtigt det var, at soveværelset ikke virkede "forstyrrende" på nattesøvnen: Afslappende farver, ingen overflødige møbler eller andre ting.

Hm... Selv er jeg slem til at glemme at slukke lyset om natten. Men de fleste slukker - hvad skulle for eksempel farven på væggene så betyde?

For nu at bruge mit eget soveværelse om eksempel - farven er dyb lilla, fordi jeg synes, den er smuk. Resten af farverne er afstemt efter den. Jeg har ikke særlig meget plads, så jeg har mit computerbord og en masse bøger i mit soveværelse. Jeg kan godt lide at opholde mig i rummet både dag og nat, så jeg nægter at tro, at girafferne, de grønne planter, de pink lanterner - og hvad der nu ellers er i rummet, er skyld i, at jeg ikke kan sove. Når jeg ikke kan sove.

Når man ikke kan sove, er der ingen grund til at ligge og rotere som en anden grillkylling. Rådet var så at stå op og for eksempel gå i lag med strygetøjet. Ifølge udsendelsen ville man senest under strygning af lommetørklæde nummer to blive overmandet af en så voldsom søvntrang, at det nærmest ville være held, om man nåede at slukke for strygejernet og ikke blev filtret ind i strygebrættet i vildt løb mod de frelsende dyner!

- Bullshit! Jeg er helt enig i, at man lige så godt kan stå op, når man har erkendt, at søvnen alligevel ikke vil indfinde sig. Men hvis man i virkeligheden var så træt, at halvandet strøget lommetørklæde slår én i gulvet, skal man nok være heldig, dersom man overhovedet når at få strygebrættet klappet op. Og kunne lige så godt være blevet i sin seng.

Min erfaring er, at det virker meget bedre - nok at stå op. Men hvis det er meningen, man gerne vil sove, skal man sgutte give sig i kast med en masse praktiske opgaver, der kun sætter adrenalinniveau og hjerneaktivitet i vejret. I stedet er et krus kakao og lidt at spise som regel en glimrende idé. Måske lidt stille musik og et strikketøj...

Et tredje råd var - næsten for Guds skyld - at undlade at læse i sengen - det skulle man angiveligt kun blive mere vågen af... Hm... Ja, jeg kan som sædvanlig kun tale for mig selv. Når jeg ikke kan sove, men burde, slapper jeg allerbedst af med en bog. Ofte er det blevet til 100 sider eller mere på en nat - men jeg kan love for, det ikke er bogen, der har holdt mig unødigt vågen. For når min hjerne endelig slapper tilstrækkeligt af til, at søvnen vil indfinde sig, kan jeg være lige midt i det allermest spændende sted i en gyser - pludselig begynder jeg at "læse" noget helt andet end det, der rent faktisk står på siderne - og SÅ er jeg væk... En brat bevægelse gør mig ofte lysvågen igen - det er derfor, jeg så tit ikke slukker lyset. Undskyld, Kim ;-).

Og jojo, det er da helt fint således at give gode råd til mennesker, der en enkelt gang ikke lige går ud som julelys i samme sekund, de lægger hovedet på puden. Det har bare ikke en skid med udsendelsens tema - søvnløshed - at gøre.

Når vi ikke kan sove. Jo, jeg er jo fra Fyn, hvor vi inkluderende siger vi ;-). Kan det faktisk meget enkelt skyldes, at vi overvurderer vores søvnbehov. Personligt kunne jeg godt tænke mig, at salig Karl Marx' tanker fyldte lidt mere i hverdagen. Men der er én af dem, mange har fået galt i halsen. 8-8-8-fordelingen. Otte timers hvile betyder ikke nødvendigvis otte timers søvn - faktisk tror jeg ikke, der er særlig mange sunde og raske, voksne mennesker, der har brug for så meget. Men hvis vi tror, vi skal sove otte timer, er det jo klart, vi har "problemer", hvis vi kun har brug for seks...

Nej, når vi igennem længere tid ikke kan sove, er det sgu, fordi vi har for meget at spekulere over. "Tankemylder" kaldes det i psykiatrien. I stedet for at ligge og rotere som den berømte grillkylling - kan man vælge at koncentrere sig om tankerne. Få hold på dem. Det kan tage tid. Meget lang tid. Sommetider skal der professionel hjælp ind over. Det undlod TV-udsendelsen meget bekvemt at nævne. Det ville også være noget værre noget sådan at komme ind på i "den bedste sendetid".

Godnat :-).

I sidste uge fik jeg - endnu - et hæve-/betalingskort fra min bank. Det viste sig fra fødslen at være udstyret med samme pin-kode som mit Dankort.

Lørdag havde jeg fem rigtige i Lotto, og i dag lå der en fin, lille mail fra "Danske Spil" om,  at gevinsten går ind på min bankkonto senest to bankdage efter spillets afslutning.

Sommetider kan jeg ganske godt lide den fagre, nye elektronverden :-).